Vision

Målet for Koi-5 er at skabe rammerne for innovation af det traditionelle kunstprodukt for at hæve kunstens kvalitet. Ved at nytænke omfordeling af midler i kunstindustrien og pege flere midler tilbage til den skabende proces, opnås en cyklisk bevægelse, der fordrer stabilitet og innovation, som igennem iterationer vil hæve kunstens grundlæggende værdi. Igennem bevidstgørelse af kunstens unikke egenskaber og potentialer, kan vi samle og organisere kunstnere for at genoprette balance og modellere fremtidens kunstindustri. En fremtid, der kalder på kunstnerens ansvar og evne til at skabe samhørighed. Den ultimative vision er at hæve den samlede værdi af kunstindustrierne på verdensplan, så den overstiger værdien af våbenindustrien. Grundet kunstens immaterielle egenskaber, har industrien uendeligt potentiale for at indholde værdi og er derfor den eneste industri, der igennem intern mobilisering og samarbejde kan udkonkurrere våbenindustrien.

Koi 5's grundværdier

1. Med respekten for alt bæres visionen frem.
2. Visionen er ikke ideologisk, men søger at tilpasse sig virkeligheden. En vision opdages, ikke dikteres
3. Mennesket er centrum for alt visionen søger at løse.
4. Ærlighed.
5. Kunstnerens opgave er at samle mennesker, øge bevidsthed og afdække frygt.

De 7 centrale udviklingsfaser

Fase 1: Oplysning af kunstnerens centrale position og ansvar.
Fase 2: Organisering af kunstnere.
Fase 3: Modellering af fremtidens kunstindustri.
Fase 4: Implementering af ny model.
Fase 5: Hæve kunstens kvalitet.
Fase 6: Hæve kunstens perceived value¹.
Fase 7: Den samlede værdi af kunstindustrierne overstiger våbenindustriens.

Musikkens immaterielle egenskaber

Da kunst er immateriel, indeholder den et uendeligt potentiale for værdi, fordi dens værdi ligger i det man kalder perceived value¹. Den har den monetære værdi vi bliver enige om. Men vi kan ikke bare hæve kunstens værdi ved at sige den er mere værd, uden også at hæve kvaliteten og dermed funktionen. Ellers skaber vi en boble. Fordi kunsten løber på tværs af alle klasselag har den potentialet til at punktere membranen op til de rigeste 0.1% af befolkningen. 8 af de rigeste mennesker, ejer det samme som halvdelen af den fattigeste del af befolkningen. Det må siges at være en energetisk blokade, som skal forløses og det er kunsten i stand til. Hvis kunstnere løser de problemer, der er i den nuværende industri og begynder at arbejde sammen om at hæve kvaliteten, og dermed værdien, kan vi hæve værdien så højt, at de allerrigeste mennesker, begynder at investere mange flere af deres penge i kunst. Det vil lede penge tilbage ud i samfundet, fortsat at det altså er kunstneren, der tjener pengene på værkerne og investerer dem tilbage i kunstskabelsen. På den måde sikrer man at værdien fortsat hæves og skaber en cyklisk bevægelse, der fremmer innovation. Det er vores opfattelse at kunsten idag er alt for lavt vurderet.

¹ En kundes personlige opfattelse af, hvad et produkt er værd for dem, baseret på en kombination af faktorer som kvalitet, brand, pris og den samlede oplevelse.

Kunstens funktion

Kunstens grundlæggende funktion er at samle mennesker og udvide rammerne for den fælles virkelighedsopfattelse. Kunstnere viser mennesker, hvordan man kan udtrykke sig og skubber til grænserne for, hvad der opfattes som muligt. Det hæver loftet for normen og udvider rammen for diversitet, så det enkelte menneske har større bevægelighed. Det betyder at kunstnere har en direkte indflydelse på, hvordan vi indretter samfundet og er derfor uvurderlig og central for menneskets udviklingspotentiale. Kunsten er i sin essens, samfundets ventil. Fordi der aldrig må være regler for, hvilken slags kunst man laver, er det vigtigt at være bevidst om det man laver. Kunstnere er i sin gode ret til at lave præcis den kunst de ønsker, så længe de ved, hvad de sender ud. Kunstneren behøver ikke at forsvare sin kunst, men blot være bevidst om konsekvenserne. Kunst kan frigøre eller fængsle. Især musik træner underbevidstheden og kan drive folk til at gøre ting, de ellers ikke ville gøre. Hvis man som kunstner ikke er bevidst om sin rolle, er det fordi den traditionelle musikindustri underspiller det, da den godt ved, hvor meget magt kunstnere egentlig har. Kunstnere kan nå flere mennesker end præsidenter og kan influere dem på et langt dybere plan. De forskellige magtsystemer i verden er godt klar over kunstnerens rolle, og kunstnere er historisk set blevet undertrykt og i nogle tilfælde endda slået ihjel. Vi mener derfor i Koi-5, at der er stor grund for at udvikle kunsteren på forskellige plan, for at sikre sig kunstnerens sikkerhed og evne til at modstå de mørke kræfter, der er dybt forankret i musikindustrien. Både i Danmark og resten af verden er organiseret kriminalitet en integral del af industrien.
Vi agter at skabe et system, der by default ikke tiltrækker sådanne kræfter.

Musikindustriens nuværende udfordringer

Fordi den nuværende musikindustri giver det centrale produkt gratis væk igennem platforme som bl.a. Spotify og Youtube² er bunden taget ud af industrien, og der er kun fokus på kvantitet frem for kvalitet (Se Figur 1). Industrien er udfordret af manglende midler til infrastruktur og en mindsket kapacitet for kommerciel innovation, hvilket giver lav risikovillighed, der leder til monokultur og ekstrem ustabilitet. Denne bevægelse udvander produktet og gør det svært at sælge det til en nævneværdig pris, som så genstarter hele bevægelsen nedad, til endnu lavere værdi.

Ligeledes er industriens primære indtjening baseret på én teknologi (streaming), hvilket også bidrager til skrøbligheden og resultere i at industrien har svært ved at tiltrække de store markedskræfter. Det vækker minder om slut 90'ernes krise, da Napster afløste CD’ens berettigelse og ledte industrien ind i en 15 års krise, hvor omsætningen faldt fra 21,5 til 6,9 mia $ - en nedgang i omsætning på ca. 70%.

Hvis man acceptere ovenstående påstand, er industrien altså hverken i stand til at tiltrække store markedskræfter, eller den enkeltes købekraft.

Industrien løser problemet ved at gøre større krav på ejerskabet af kunsten, men vil i sidste ende eje 100% af et produkt, der ikke har nogen værdi. Derfor er alle kræfter sat ind på alle andre dele end skabelsen af musikken, som er hele industriens eksistensgrundlag. Der kan argumenteres for, at industrien er ved at undergrave sig selv og den yderste konsekvens vil være et totalt kollaps. Et kollaps, som sandsynligvis vil gå ud over kunstneren, som ikke har midler til at modstå så stor en omvæltning. Et kollaps vil medføre at kunstneren ikke længere kan distribuere sin kunst, og derfor ikke tjene penge på andet end den infrastruktur de selv har bygget op.

Figur 1: Den Nedadgående Spiral

²I Danmark streamer 94% af befolkningen musik, men kun 60% betaler for en musiktjeneste. Medio 2025 har Spotify, 696 mio. brugere, hvor kun 276 mio. er betalende brugere.

Industriens nuværende model er god til at centrere penge i toppen. Der er manglende flow af midler og ‘reserverne’ er for store i få enkelte virksomheder, hvilket dræner markedet og hæmmer sund konkurrence. Hvad der yderligere tapper industrien for midler er at de penge, der centreres i toppen, oftest investeres udenfor industrien (f.eks. Daniel Eks 600 mio € investering i militær drone teknologi). Alt dette forudsætter manglende kohærens. Frygten fra krakket i slut 90'erne sidder så dybt i industrien, at den har separeret kunstnere og kraftigt influeret den kunstneriske skabelsesproces. Alle arbejder ud fra et ‘scarcity mindset’, hvilket giver en ekstrem usund konkurrencekultur.

Det klassiske fordelingsscheme

Figur 2: Det klasiske fordelingsscheme

For at illustrere hvor mange midler, der bliver dirigeret udenom kunstneren, har vi her stillet den typiske fordeling op, som man ser det i en klassisk pladekontrakt, hvor split er 50/50 mellem label og kunstner. Desværre er det dog ikke 50/50 i virkeligheden, fordi kunstneren først får sit cut efter Spotify og distributionen har taget deres, og i øvrigt recoupet det budget label har stillet til rådighed, som udover fees til medskabere nogle gange også indeholder lønninger til fastansatte medarbejdere på label, som f.eks en projektmanager. I øvrigt ejer labels ofte også distributionen og har store andele i Spotify, så deres andel er reelt langt større, men ikke mulig at beregne. I dette eksempel er der kun én anden medskaber, der udover sit fee, får procenter. Oftest er der også sangskrivere og evt. co-producere. Det man kalder et 50/50 split, er derfor reelt et split af 55 % og ikke 100%, som det antyder. Kunstneren har i dette regnskab 22,8% af revenue at leve for og investere tilbage ind i sin kunst - og det er før SKAT. Det skal hertil siges, at label ikke længere betaler studieleje og bidrager altså ikke til infrastruktur i skabelsesprocessen. Den udgift ligger oftest på produceren.

Det er tydeligt, at kunstneren trods en label-aftale står med alt ansvaret og reelt alle omkostninger i processen, men at det er stillet op på en måde, som forvirrer kunstneren og slører deres beslutningsgrundlag. Det er vigtigt at pointere, at dette er et eksempel på en label-aftale med en etableret artist, der allerede har en platform. Hvis du kommer ind i industrien uden en platform og ikke har forhandlingsfordel, så ligger dit cut typisk helt nede omkring 20%. I det tilfælde falder kunstnerens procent altså helt ned på 7,6%, og får derfor hvad der svarer til 3.373 kr. af de 1 mio. streams.

Denne fordeling er baseret på streamingindtægter, men de samme mekanismer gentager sig på live-siden, når en kunstner er signet på et booking bureau. Her er det i stedet - billetsalg, billetudbyderens cut, spillestedets cut efter aftale, recoupment af produktionsomkostninger (løn til musikere, teknikere mm.), booking bureauets cut, managers cut og til sidst kunstnerens. Kunstneren får i det regnestykke også kun mellem 20-30 % af indtægterne. Går en koncert derimod i underskud, lægger booking bureauet ud, men kunstneren står i sidste ende selv til ansvar for at dække det underskud.

Kunstneren bliver grundigt snydt fra alle sider, men har alligevel det grundlæggende ansvar.

Det er derfor nærliggende at tage det ansvar, og vi vil nu beskrive en model, vi tror kan skabe den nødvendige balance.

Den nye kunstindustri

Vigtigst for en ny model, er at den er mere simpel og fordrer innovation. Med læring fra den nuværende industri, kan vi bygge en model, der løser opgaven, på en langt mere effektiv måde og samtidig peger fokus tilbage på kunsten. Det starter med at frigøre kunstneren for behovet for et label. Kunstnere har i dag, mange muligheder for at distribuere deres kunst på egen hånd, men mangler en struktur der sørger for, at deres kunstprodukt har høj kvalitet. Vi foreslår derfor en struktur, der starter med seperationen af rettigheder og indtægtsstrømme (se figur 2), som vil give kunstneren en langt større bevægelighed. I den nuværende industri er ejerskab af rettigheder og revenue streams forbundet, og da vi mener kunstneren altid skal eje 100% af sine rettigheder, må vi starte med at frigøre rettighederne fra revenues. Det vil muliggøre at kunstneren kan fordele revenue til andre slags medvirkende, men uden at give dem rettigheder over kunsten. Alle medskabere omkring et værk – musikere, producere, fotografer, dansere, designere, PR, administration, management m.fl. – kan i stedet få en procentdel af de indtægtsstrømme værket genererer. Det konkrete fordelingsnetværk uddybes i et senere afsnit.
Procentfordelingen til medskabere mindsker behovet for engangsbetalinger, som oftest er her et label er nyttigt. Det giver kunstneren den bevægelighed som et label ellers muliggør. Samtidig knytter medskaberne et dybere bånd til værket, fordi de er nødt til at tro på det, inden pengene lander. Når en medskaber får en procentdel af indtægterne, forbindes de til værkets fulde potentiale – som i princippet er uendeligt. Samtidig undgår man samarbejdspartnere, der kun arbejder med ens kunst grundet penge. Denne frigørelse betyder større økonomisk og kreativ bevægelighed for kunstneren, samt muligheden for at inkludere flere medskabere og dermed øge diversiteten. Med diversitet og altså flere perspektiver, kan der nu skabes momentum for innovation, som giver en risikovillighed og dermed muligheden for at skabe originale værker. Et originalt kunstprodukt skiller sig ud i mængden og giver dermed synlighed. Synligheden gør det nu muligt for kunstneren at skabe forbindelse til publikum. Det er ikke givet, men kommer kun når publikum reelt spejler sig i værket. Forbindelsen er det punkt, som giver potentialet for samhørighed, som er kunstnerens største kraft. Det giver nemlig kunstneren pegekraft.

Pegekraft

Pegekraften er essentielt det samlede antal af lyttere, følgere, fans og andre artister, der peger på en artist.
I dag peger mange artister primært på sig selv. Det skaber et lukket feedback-loop, hvor energien stagnerer. Det er derfor vigtigt at artisten forstår at pege på andre artister, samt selve kunstproduktet. Når flere kunstnere samler deres pegekraft, øges både synligheden og værdien af kunstproduktet. Dette er en grundlæggende og meget anerkendt marketingsstrategi, kaldet clustering, eller ‘Hotellings Lov’. For at pegekraften ikke at skal ende ud i en kunstig heppekors-effekt, må et grundlæggende princip altid være ærlighed for at sikre, at man peger på en kunstner, der rent faktisk indeholder værdi - således at systemet ikke bliver drænet. Man peger ikke for at opnå noget, men for at vise omverdenen, hvor værdien ligger. Det vil i sidste ende lede til tillid blandt kunstnere, som også vil spejles udadtil og publikum vil dermed få tillid til kunsten igen.

Præmissen for den ærlighed er en eliminering af frygt. Det er kunstnerens ansvar at konfrontere sit mindreværd og eliminere frygten for ikke at være nok. Man kan ikke hæve værdien i et system, hvor dynamikken er at træde på andre for at hæve sit eget værd. Følelsen af mindreværd bunder i at have fået fortalt, at det der gør én unik, er forkert. Konsekvensen er, at man i sin kunst altid vil forsøge at passe ind, og det er derfor umuligt at skabe et originalt produkt. Industrien løser dette ved at idolisere kunstneren og skrue på alle andre parametre end selve musikken, fordi den i sig selv ikke indeholder tiltrækningskraft. Det er principielt et uendeligt sort hul, der tapper industrien for ressourcer.

Udvikling af kunstneren

Figur 3 - Den opadgående spiral

Fordi kunstneren tiltrækker fokus og energi fra omverdenen i ekstrem høj grad, er det nemt at fare vild og komme til at gøre skade på sig selv og andre, hvis ikke man har de nødvendige redskaber til at stå i det lys, man har påkaldt. Når en kunstner får succes og energien strømmer ind, er det vigtigt at kunstneren er renset for mørke, således at energien ikke forplanter sig og fortærer sjæl og legeme. Da man ikke kan separere kunsten og kunstneren, er det nødvendigt at udvikle kunstneren, for at opnå højere kvalitet af kunst og sikre sundhed hele vejen rundt. Her kigger vi på fire centrale områder:

Håndværk og teknik

Det er selvsagt, at for at sikre den vedvarende kontakt til kunstneren umiddelbare gnist og skaberkraft, er det vigtigt at dyrke og forfine sit håndværk løbende. Det er altså essentielt at have en praksis, hvor kunstneren øver sit håndværk og udvider sin kapacitet og kan tage det med ind i det skabende rum. Det skal mindske begrænsningerne i den skabende proces og sørge for, at kunstneren altid kan komme med nye perspektiver og gå nysgerrigt til arbejdet. Det er fundamentet for den skabende fase og burde være selvsagt, men der er mange kunstnere der idag har deres primære fokus på promovering frem for udvikling af deres håndværk.

Personlig udvikling

Centralt for en kunstner er selvværd. Når man hæver sit selvværd, hæver man samtidig niveauet for kunsten, og øger fokus på alle de aftaler og samarbejder man indgår. Man giver mulighed for at modtage andres synspunkter uden at tage det som et personligt angreb. På den måde kan man samarbejde med flere mennesker, og kunsten kan nu ses fra flere vinkler. Samtidig, som en slags modvægt til dette, bliver man også mere bevidst om sin egen stemme og mening, og man kan derfor stå stærkere i sin egen kraft og være mere ærlig i de processer, der foregår rundt om ens kunst. Man vil blive mere kritisk omkring, hvad man deltager i og får momentum til at sortere fra, så man kan fokusere sin energi omkring det som er værdifuldt. Nu hæves energien hele vejen rundt om kunstneren og kunsten, og man stopper med at prøve at finde ud af, hvad publikum gerne vil have. For fortsat at hæve sit selvværd, er det meget vigtigt, at man hele tiden kalibrerer med forståelsen for, at man ikke er mere værd end andre mennesker. Hvis man falder i den fælde, vil man tynge sit værd og modarbejde bevægelsen mod mere energi og større værd. Alle er ikke ens, men alle er lige meget værd. På den måde stopper man med, at dømme andre og undgår at spilde energi på at se sig selv udefra.

Træning og sundhed

Det er væsentligt at se på menneskets sundhed ud fra et holistisk perspektiv, hvor både krop, sind og sjæl er i balance. Hvilket betyder, at den måde vi arbejder med kroppen, og hvad vi indtager af næring, er en direkte reflektion af hvordan vi har det med os selv. Derfor mener vi, at kunstneren bør have fysisk træning som en del af deres daglige rutine. Kroppen er et af det bedste pejlemærker for, hvordan du har det og en nødvendig ventil til at forløse stagneret energi og komme ud af dine tanker. Det bidrager til at holde koncentration, fokus og reducere stress i kroppen, særligt når der er perioder med store mængder arbejde. Kunstnere bør behandle deres krop, som var de topatleter, og derfor er en balanceret kost og kosttilskud ligeså nødvendig for at kunne præstere på højt niveau.

Terapi

At skabe dybdegående kunst kræver, at man er villig til at kigge på sig selv og gå i dybden med ens unikke menneskelige oplevelse. At lave kunst er i sig selv en terapeutisk proces, hvor man belyser en følelse, en situation eller et koncept fra forskellige vinkler og giver et nyt og unikt perspektiv. For at kunne gå igennem sådanne processer på et dybere niveau, er det essentielt at man får de nødvendige redskaber til at ´dykke ned´samtidig med at man har ilt nok til rejsen. Her kan det terapeutiske arbejde udvikle kunstnerens redskaber til at være bevidst og nærværende samt mindske frygt og berøringsangst. Det er vores oplevelse af den generelle diskurs blandt kunstnere er, at hvis man tager hul på terapeutisk arbejde, mister man evnen til at skabe god kunst, fordi smerte er én af de drivende faktore i skabelsesprocessen - heraf romatiseringen af den lidende kunstner. Men rigtig terapi fjerner ikke smerte, den giver muligheden for at konfrontere den og arbejde med den. I sidste ende handler terapi om, at føle de følelser man undertrykker. Der kan således argumenteres for, at terapien derfor giver mere adgang til den kunstneriske proces.

De tre kunstdimensioner

Ethvert kunstprodukt, bruger en eller flere af de 3 kunstdimensioner - Lyd - Lys - Form.

Lyd: Kunstnere, der arbejder med det soniske felt - fx musik, stemme, rytme.
Lys: Kunstnere, der arbejder med det visuelle - fx billede, video, scenelys.
Form: Kunstnere, der arbejder med materiale og form - fx design eller dans.

I den traditionelle musikindustri er de 3 dele separeret i skabelsesprocessen. I Koi-5 ser vi en anden mulighed, hvor de tre kunstdimensioner er i direkte kontakt med hinanden og skaber ét produkt i én samlet bevægelse. Nedenfor ses en tegning af, hvordan det i praksis hænger sammen (figur 4).

Samskabelsesproces

For at skabe en situation, hvor en idé kan bevæge sig igennem de 3 dimensioner simultant, er der forskellige dynamikker, der skal være på plads. Det er essentielt, at alle arbejder omkring en kanal, altså kunstprojektets kernekoncept, for at energien har et anker. Det er også essentielt, at der er en facilitator, der sørger for kommunikation og struktur.

Lad os tage et solistprojekt som eksempel. Solisten er den kanal alle arbejder igennem. Alle arbejder sammen om at skabe en karakter, som er kunstens ansigt udadtil. Det menneske der har solistrollen arbejder igennem alle kunst dimensionerne, og er det centrale kalibreringspunkt for, hvad der kommer igennem kanalen. Solisten kan stille sig ved siden af kanalen og kigge på den karakter der bygges op, men er adgangsgivende for at bevægelsen overhovedet kan finde sted. Rundt om kanalen findes i eksemplet en producer (lyd), en fotograf (lys) og en koreograf (form), hvis opgave er, at åbne deres dimension så solisten kan udtrykke sig igennem den. Det gør de blot ved at producere noget, som er drevet af deres højeste lyst og solisten vælger så, om det er noget, der skal igennem kanalen. Det er centralt, at det altid er båret af lyst, for at sikre den største indlevelse og opmærksomhed til det skabte. Derved sørger man for, at alle giver deres sande og unikke udtryk, som altid vil bære den højeste energi. Den idé der løber igennem kunstformerne, forfines og kalibreres igennem iterationer og sendes igennem kanalen, når alle er tilfredse med resultatet. Det er dog solisten, der har final say, fordi han/hun står tættest på kanalen, og skal i sidste ende stå til ansvar for hvad der kommer igennem.

Der er uendeligt potentiale i denne model, fordi konsekvensen af den synergetiske effekt overstiger summen af de enkelte dele. Det bliver en proces der forstærker sig selv. Et kraftcenter for kunst. Men det kræver stort indre arbejde og en fast tro på processen og helheden at få denne model op og stå i fuld ræsonans.

Fordelingsnetværket

En kernemekanisme i den nye kunstindustri er et fordelingsnetværk, der kan omfordele midler til alle skabere omkring et kunstprodukt. Fordelings-netværket faciliteres af et teknisk system, der sørger for at organisere konkrete rapporteringer, fordelingsnøglen og udbetaling, således at det eneste kunstneren skal gøre, er at aftale en procentsats med de involverede medskabere.

Det starter fra toppen med de revenue streams kunstproduktet genererer, som kommer ned gennem én kanal (se figur 5). Indtægterne er i dag primært koblet til en rettighed, og vi mener grundlæggende at de to ting bør adskilles. Det er kun kunstnere, der kan eje rettighederne til et værk. For at forsimple håndteringen af rettigheder peger kunstnere, der samskaber et produkt, deres individuelle rettighed ned i en samlet juridisk container, der repræsenteres af en jurist. Idéen er at forhindre at værket tynges af interessekonflikter og spekulation fra publishing-bureauer og store virksomheder generelt. Det vil gøre et projekt mindre sårbar mod korruption. Clearing af rettigheder vil gå igennem juristen, der sammen med kunstnerne har skabt en rammeaftale for værkets brugsret. Det er for at fjerne behovet for at kontrollere værkets funktion og udbredelse. Værkets signatur skal være det, der bærer det frem. Hvis en kunstner er bevidst om den energi, der er lagt i værket, vil den også bæres klart frem, og allerede her sikrer kunstneren sit værk mod potentielt misbrug.

Indtægterne fra kunstproduktet går nu ned i fordelingsnetværket, bestemt af en procentmæssig fordeling til alle medskabere. I første lag er eksterne samarbejdspartnere samt investorer. Det er samarbejdspartnere, der udfører en økonomisk, kreativ eller teknisk funktion. Det er et fleksibelt lag, hvor der aftales individuelle procentsatser ud fra medskaberens konkrete bidrag til værket i relation til helheden. Det er principielt alle dem, som ikke indgår i kerneteamet, og derfor kan have variable procentsatser fra værk til værk

Figur 4 - Kunst Dimensioner

Figur 5 - Fordelingsnetværket

Herefter går de resterende midler ned til en fast intern fordeling i kerneteamet, hvoraf 10% går til Koi-5s infrastruktur. Det finansierer fysiske rum, terapi, administration, PR og generelt det som faciliterer kunstnerens udvikling og proces bedst muligt. Kerneteamet, som er de faste medskabere, der indgår i et artistprojekt, har til opgave at investere en del af indkomsten fra projektet ind i deres individuelle arbejdsfelter til bl.a. udstyr og andet relevant materiale.

Fordelingssystemet skal ikke skabe reserver, men altid re-investere midler til udvikling af kunsten, så kvaliteten højnes og dermed kan bevæge sig gennem flere klasselag, der kan højne kunstens samlede værdi - som igen sender energi tilbage i kredsløbet.

Det store kredsløb

For at øge forståelsen for, hvad det er vi prøver på i Koi-5, har vi lavet en model, der inkluderer alle dele af den cykliske bevægelse, vi forestiller os er kernen af fremtidens musikindustri.

Distributionslag

For at præciserer det store kredsløb, har vi lavet en mere simpel model vi kalder ‘Den cykliske bevægelse’. Det begynder med en indånding (CO2) af inspiration, der i sammenspil med artistens vision - projektets unikke lys - giver et retningsgivende punkt for hvilken idé, der hentes ned fra æteren. Idéen er grundlaget for den følgende skabelsesproces mellem de tre kunstformer, hvori terapien muliggør det tætte samarbejde. Herfra kan skabelsesprocessen ekspanderes og eksekveres gennem inklusion af samarbejdspartnere, der udfylder centrale funktioner alt efter værkets behov. Det giver diversitet i processen og leder til et originalt kunstprodukt. Samlet for hele den bevægelse er innovation, som bærende kraft (Ild).

Det færdige kunstprodukt er nu skabt og har både en konkret fysisk form (glukose) og en immateriel form (O2). Det er her udåndingen sker og kunstproduktet er nu klar til distribution (luft). Fordi kunstproduktet på baggrund af en mere divers proces er mere originalt, kræver distributionsprocessen væsentlig mindre energi, da strategien ledes af værket selv. Værket skal kunne flyde frit gennem, de kanaler det skal igennem - alt efter hvilken energi det bærer. Når kunstproduktet er blevet frigivet igennem distributionen sker der en kondenseringsproces igennem mødet med omverden, som fører til skyens dannelse af H2O (Vand). Det skaber konkrete midler, som samles og igennem fordelingsnetværket fordeles til alle eksterne medskabere, kerneteamet og Koi-5, hvor infrastrukturen styrkes og opgraderes. Herfra kan hele systemet næres og lades op til den næste cykliske bevægelse.

Kommentar

Output kanal
De forskellige strømninger i skabelsen samles til det endelige kunstprodukt, som her gøres klar til distributionsprocessen.

Glukose
Det fysiske værk, som er den konkrete sang, video, dans. O2
Det immaterielle værk, som er værkets budskab og dets indvirkning på omverden.

CO2
Udefra kommende inspiration som giver kunstneren mulighed for at have et punkt, ideérne der kommer fra æteren, kan koagulere omkring.

Artist vision
Den unikke kunstneriske vision som er unik for kunstprojektet. Det som giver projektet horisont og lyser hele kredsløbet op.

Revenue streams
Indtægter kunstproduktet samler fra forskellige kanaler - f.eks. streaming, sync, radio, fysisk salg.

H2O
Konkrete monetære midler, som genereres gennem de forskellige revenue streams.

Æter
Idéernes kilde. Der hvor idéer transmiteres fra. Klasselag
Samfundets lag baseret på økonomisk indkomst.Værdi
Kunstens monetære værdi.

Rettigheder
Retten til at ændre, distribuere og bruge et værk.

Innovationslag

Visionsgrundlag
Den grundlæggende vision, som alt bygges på. Idéen om det cykliske kredsløb, som rammesætter hele systemet og holder mennesket i centrum.

Stabilitetslag
Infrastrukturen der skaber de fysiske rammer omkring skabelsesprocessen.

Formlag
Idéernes udfoldelse igennem de 3 kunstdimensioner. Der hvor kunsten fødes og næres.

Ekspansionslag
Her eleveres det produkt, som er skabt i formlaget og eksekveres i sin endelige form med flere samarbejdspartnere alt efter, hvad værket kalder på.

Terapi
Det terapeutiske og spirituelle arbejde, der giver alle skabere større samhørighedsfølelse. Der hvor forbindelsen oprettes og vedligeholdes.

Fordelingsnetværk
Den næring i form af monetære midler, der holder det cykliske hjul kørende og sørger for at alle bidragere får deres andel.

Kunstneren er altid den sidste, der bliver betalt, men den første, der skal dække et underskud. Systemet er i dag indrettet således at industrien aldrig tager ansvar, men gerne tager pengene. Kunstneren har det fulde ansvar, og det må ligeledes balanceres med tilsvarende energi i form af midler - ellers er der ingen balance. Der er nu så mange steder, hvor systemet tager et ‘cut’ og de midler, der ender hos kunstneren er så få, at det primære fokus bliver at tjene penge udenom musikken - og det kan mærkes på kvaliteten. Samtidig har det lullet kunstneren ind i en slags droneagtig søvntilstand, hvor de tror at det er systemet, der har magten. Kunstnere må ikke være bange for magt. Magt er styrke og er kun farlig, når den gøres til et redskab for kontrol. Men magt kan også frigøre og løsne grebet om mennesket - og det er kunstnerens primære opgave.

Den nuværende industri er nu blevet så tung af lappeløsninger og systemer inde i systemer, fordi den i kernen er syg, og vi kun har lært at symptombehandle. I Danmark lapper vi huller med fonde, men det er vores overbevisning, at dette er med til at stagnere innovation og er i princippet en sovepude og et slør for, hvad der holder værdi. Fondsmidler skaber en barriere mellem kunstneren og publikum, og kunstneren kan derfor ikke få de nødvendige input. Det svarer til, at en komiker ikke prøver sine jokes af på et publikum, men foran en jury. Det skaber et slags branche ekko for kunstneren, der tror at de arbejder på noget, der har funktion, men i virkeligheden bare opfylder nogle meget specifikke kriterier, som nogle få mennesker har besluttet er gældende. En rigtig kunstner må acceptere at ingen ved noget som helst, før man står med publikum. Det eneste pejlemærke man som kunstner har, er hvad der rør én selv. Ønsket om at bevare status quo, er større end ønsket om fremgang. Vi må forenkle systemet, så det kan komme op og flyve. Vi må starte fra bunden og bygge det på ny. Vi må skabe et system, der tiltrækker de mennesker der arbejder i industrien, fordi de elsker kunst og vi tror på, at det er flertallet. Vi har i Koi-5 den dybeste respekt for alle mennesker, og vores pegefinger starter altid med os selv. Men vi har ingen frygt, og er ikke bange for at kigge systemet efter i krogene. Det er vores kærlighed til kunsten, mennesket og livet der driver os, og det vil altid være kernen af det vi gør.

For at etablere dette kredsløb kræver det, at kunstnere står sammen og tør gøre op med en industri, der ikke engang tjener sig selv. I stedet for at drømme sig tilbage til fortiden og romantisere en svunden tid, bør vi kigge på den industri vi alle er en del af og forestille os en løsning, der er i harmoni. Vi kunstnere har en unik opgave i samfundet, og har et produkt mellem hænderne, som er så alsidigt, at det vitterligt kun er fantasien, der sætter grænser. Vores produkt behøver ikke at udtømme naturressourcer, fordi kernen af det blot er idéer. Kunst kræver selvfølgelig energi og materiale. Der skal bruges computere, højtalere, instrumenter, scener, kameraer osv., men det centrale er historiefortælling, og det vil altid være immaterielt. Vi skaber indhold til alt den teknologi, der bliver udviklet og vi kan på millisekunder nå verden rundt med vores budskab. Hvis vi lever op til vores potentiale, kan vi ændre menneskets kurs mod selvudslettelse og krig og gøre en seriøs, toneangivende forskel. Hvis vi skaber et fordelingsnetværk, der tjener de mennesker der er i det, vil vi skabe et sug der vil tiltrække midler, som vil katalysere industrien ind i en opadgående vækstspiral, og så er der ingen grænser for vores formåen. Men det kræver stor opmærksomhed og indre balance at holde så stort et ansvar. Vi mener i Koi-5, at denne vision er blevet skænket til os fra et højere plan, og at det blot er et spørgsmål om tid og vilje, før vi ser denne vision udspille sig på verdensplan.

Vi er kunstnere, og der er specifikke områder i udbygningen af denne model, vi ikke kan udføre.
Hvis man vil hjælpe kan man yde økonomisk støtte til følgende områder:
• Udvikling af den juridiske container for rettigheder.
• Kodning af teknologiske løsninger til fordelingsmekanismen.
• Støtte til at betale husleje dér, hvor vi har vores nuværende infrastruktur med studiefaciliteter.

Det er i øvrigt vigtigt for os at nævne, at dette ikke er et pengeprojekt, der skal gøre os rige. Det er tænkt således, at alle de konkrete løsninger vi kommer med, skal være gratis tilgængelige og ‘open source’ for videreudvikling. Det er hele det kunstneriske felt, der skal løftes og øges i værdi, og det er her vi ser vores indtjening. På baggrund af den kunst vi leverer til verden.

Hvis du ser huller i vores argumentation, vil have specifikke kildehenvisninger, eller har idéer til hvordan vi kommer denne model nærmere, så ræk ud på info@koi-5.com

Vil du dele denne vision med andre, beder vi dig kontakte os og anmode om adgang. Vi er påpasselige med, hvem vi viser denne model så tidligt i udviklingsfasen. Vi vil gerne selv bestemme, hvem der læser den. Vi har arbejdet på denne model i over 2 år.

Hvis man ønsker at se vores pilotprojekt, der benytter denne model, kan man støtte os på vores platform ILMA.life.

Tak for at give din tid til at læse vores vision.

Med respekt og kærlighed
Koi-5

Koi-5